På ét bestemt område kan onlinehandlen ikke levere det, som forbrugerne vil have
Dansk E-handel går ind i en optimistisk og stabil tid.
Sådan lyder budskabet i et nyt E-handelsindex, som Pricerunner har udgivet.
Således er over halvdelen af danske e-handlere optimistiske omkring udviklingen i det seneste kvartal. Det fremgår af en pressemeddelelse, Pricerunner har udsendt.
- Efter år med først pandemi og derefter inflation og krig i Europa er der brug for en stabil indtjening, og vi oplever et mangfoldigt e-handelsmarked med mange aktører. Vi ser ganske enkelt ind i et efterår med skarp konkurrence og stort tryk på konstante udsalg og kampagnepriser. Nogle vil falde, andre konsoliderer sig og bliver endnu større, siger Katrine Barslev, der er forbrugeranalytiker ved Pricerunner.
Selvom optimismen spirer i dansk onlinehandel, er det dog ikke på alle parametre, at der lurer fremgang lige rundt om hjørnet.
Kun 13 procent af de adspurgte e-handlere forventer at kunne sænke deres priser i resten af 2023 - og ifølge Pricerunner står det i "kontrast til forbrugernes forventninger". Her svarede 34 procent af de adspurgte, at de forventede prisfald i løbet af de kommende seks måneder.
Imidlertid regner Katrine Barslev med, at den kommende periode med Black Friday bliver en forbrugerfest.
- Vi har igennem flere år set en tendens til et længere udsalg, som ikke blot varer den enkelte fredag, men hele ugen og endda længere. Jeg forventer, at Black Friday for alvor bliver til Black Month i år. Det betyder skarpe tilbud hele november og god mulighed for forbrugerne at handle i ro og mag hjemmefra, siger hun.